Email fra Ejvin

2005-10-06.

Svar på dit spørgsmål omkring navnet Astrup kan jeg sige følgende:
I tiden fra 1750 – 1900 var det meget almindeligt at folk tog navn efter gården navn, og nogle tog navn efter den landsby de boede i.
Her har vi med to forskellige ting at gøre.
Søren Christian Christensen har taget gårdnavnet fra gården Astrup, dette navn er brugt i daglig tale men i officielle sammenhæng.

Den anden gang du stødte på navnet Astrup, var da Jens Astrup fra Faster besøgte Klaus og Peder. Jens Astrups navn stammer fra byen Astrup der er nabo by til Faster.

Herunder finder du nogle af vores erindringer om Maren.

Venlig hilsen

Ejvin

Om Maren

Maren Bendtsen født i Østerby ved Stauning d. 5 .maj 1887. I en hvid ejendom ude ved Stauning flyveplads. Dette er Maren fødehjem og barndomshjem.
Allerede som syvårig måtte den lille Maren ud at tjene. Det var ikke let at blive sendt ud som tjenestepige, der er faldet nogle tårer af længsel af den grund. Værre blev det, da hun som 15-årig fik plads i Gilleleje på det nordligste punkt på Sjælland. Mor havde lovet nogle lærerfolk, som havde boet nabo til os i Stauning, men som var flyttet til Gilleleje, at de skulle få mig som pige, når jeg blev 15 år. Og så måtte jeg af sted helt derover, fortæller Maren Bendtsen. Synes du ikke, at det var synd for mig! Uha, hvor jeg længtes hjem. Men de var gode ved mig, det var de.
Siden fik Maren plads på en gård i No. Her lærte hun at væve, og det blev siden til, at hun vævede for folk, som selv kom med deres garn. Jeg fik 10 øre pr. alen (alen = 60 cm) for det vævede stof, siger hun.
En husholderplads fik hun også i No. Det var hos en spillemand. - Han stod somme tider op og spillede før det blev dag, siger hun og tilføjer: - Ja, sådan gik min tilværelse i al stilfærdighed, til jeg blev 23 år.
Så var det forbi med det stilfærdige? - Ja, for ser I.
I Bølling var der en enkemand, som manglede en husholder. Min far (Søren Christian Christensen) rejste derop for at søge pladsen for mig, men Hans Bendtsen var ikke hjemme, da far kom. Far traf i stedet broderen, (Bendt Bendtsen) som var kirketjener ved Bølling Kirke, og fortalte ham om sit ærinde. Og derefter tog min far hjem igen.
Men så kom der bud hjem fra ham Hans Bendtsen i Bølling. Jeg blev bedt om at komme til Hotel Skjern på en nærmere bestemt tid. Jeg var gået til stationen i Dejbjerg og tog toget derfra til Skjern. Da jeg så kom fra toget, så sagde han, der havde været flere husholdere der havde søgt pladsen. Hans var ikke i tvivl enten antog han hende eller ingen anden, det har han siden fortalt til mig. Og fik jeg da også pladsen.
Maren blev husholder hos Hans Bendtsen og hans tre børn på ni ti og tolv år i 1910.
En tid gik, så sagde naboerne til hende: - Det varer ikke længe inden du skal have det hvide klæde på hovedet. Nej, sagde jeg fortæller Maren Bendtsen, jeg skal ingen enkemand have, slet ikke en med tre børn.
Men om Maren nu også mente det, eller om hun senere kom på andre tanker, er ikke til at vide - i alle tilfælde blev hun året efter, gift med Hans Bendtsen den 26. april 1912, fra den dag blev hun mor til hans tre børn Hans Christian 11 år, Kirsten Vestergaard 9 år og Peder Andreas 8 år, og bedre plejemor kunne de tre børn næppe have fået.
Den 12. december 1912 blev Maren mor for første gang, her kom datteren Anna Magdalene til verden. Efter hende kom Kirstine Halkier den 19. maj 1914, Inger Louise d. 13.december 1915, Johanne den 24. maj 1917, Søren Christian den 4. marts 1919, Hans Holger den 6. august 1920, Elna Maria den 3. august 1922, Morten den 11. oktober 1924, Bendt Kirkegaard den. 3. oktober 1926, Anna Elisabeth den 11. april 1928 og til sidst Agnethe Leonora den 24. november 1930, samme dato som sin oldemor.
Det har altid været Maren Bendtsen meget om at gøre, at de tre ældste måtte føle, at de, lige så vel som de yngste, er HENDES børn.
Der blev ikke til en ny hat og kjole hver andet år, men vi har aldrig manglet noget, siger Maren Bendtsen. Du kan tro, vi havde det skønt på Thorbo.
Mens børneflokken voksede på Thorbo, blev der aldrig plads til mere end syv-otte køer på den 17 tønder lands ejendom. Hans Bendtsen fortsatte derfor med det erhverv, han havde lært i sin ungdom i Gram slotshave. Han var uddannet gartner. I en årrække anlagde han adskillige haver på Skjern - egnen.
Selv om vi var mange derhjemme, havde Maren og Hans altid lidt tilovers til de mindste i samfundet. Da Mikkel en nabo blev syg, var det mor, der passede ham. Det var ellers svært at komme til at hjælpe ham, for han ville jo ikke have det, det han gik i var jo kun "laser og pjalter". Han havde penge nok, men de måtte ikke bruges, og der kom jo ingen hjemmehjælper og ingen varm mad ind ad døren. Og familie havde han ingen af, før han var død, da var der jo nok, der kendte ham. Han havde ellers lovet Maren sit bornholmerur. Men nej, det blev der ikke noget af, men Maren fik da en lille påskønnelse.
I 1946 overtog Maren og Hans Bendtsens ældste søn Søren Christian Bendtsen gården Thorbo.
Samme år flyttede Maren og Hans Bendtsen ind i »fælleshuset« i Bølling by, navnet skyldes, at der var flere lejligheder i huset. Hans Bendtsen døde efter 2½ år sygdom den 12. juni 1955 i sin hjem,
At Maren Bendtsen "gik på aftægt" betød ikke, at hun satte sig hen med hænderne i skødet. Hendes travle virke fortsatte, skønt helbredet ikke er allerbedst. Ingen tvivler på, at det netop er Maren Bendtsens energi og interesse for omgivelserne, der overvinder de vanskeligheder, der kan opstå, når helbredet driller. Altid var hun rede med sin hjælp, hvor hun føler, der var brug for støtte, ingen i hendes store bekendtskabskreds kunne være syg, uden hun dukker op, opmuntrende dem med hendes rare væsen og hun havde også helst en lille gave med.
Det fortælles, at ukrudt aldrig har set dagens lys i Maren Bendtsens have, og at støv aldrig har lagt sig på hendes møbler. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at hun lægger al sin arbejdskraft hjemme, tværtimod har datteren Anna Magdalene i Bølling ofte stor glæde og gavn af sin moders hjælp.
Maren flyttede i 1970 i pensionistbolig i Bølling hvor hun boede i to år, inden hun i 1972 flyttede ind på Enghaven, de gamles hjem i Skjern . Og du kan tro, at jeg har det godt her, siger hun. - De er så gode ved mig alle sammen.
Karkov (lederen på Enghaven), pigerne (de ansatte) , dem alle. Jeg har også sagt til kokkepigen, at det går ikke med al den gode mad. Jeg kan ikke holde den slanke linje.
Og så er der alle de andre beboere, de er så flink til at besøge mig. Kan du tænke dig - hver morgen efter andagten, som jeg ikke kan være med til, fordi jeg ikke kan høre, hvad der bliver sagt. Så får jeg besøg af to unge kavalerer. Hver eneste dag kommer de (2 beboere på Enghaven), Simon Villumsen der er fra Faster, og Kr. Hansen fra Bølling.
Om aftenen kommer Else Jensen og Kristine Jensen (2 beboere på Enghaven), også hver eneste dag. Og der kommer mange flere end dem, foruden alle mine børn og min store slægt. Jeg kan da godt sidde og få lidt triste tanker, men så kommer der en og giver mig et klap på kinden, og så . . . - Joh, jeg har det bestemt godt!
At tiden aldrig bliver lang for Maren Bendtsen med de mange daglige besøg og medleven i den store families tilværelse, er ret indlysende, men der bliver også tid til at skrive mindst ti breve om ugen. - Du drømmer ikke om alle de breve, jeg får, siger hun glad, og så tilføjer hun.
Nu må du altså huske at skrive, at jeg er så glad for dem alle sammen, for de er så gode ved mig. Og ved du, hvad jeg synes? - Det her skulle slet ikke hedde De gamles hjem det skulle hedde Lykkebo . .
Maren Bendtsen havde helt til sin død den 27. december 1983 rede på sin store familie med 49 børnebørn og over 70 oldebørn, og alle fik de en hilsen på deres fødselsdag. Maren Bendtsen efterlader sig 12 børn.
En stor begivenhed for Maren Bendtsen var den første slægtsfest d. 2 maj 1980.
Det begyndte i Bølling for adskillige år siden, og det tør nok siges at have udviklet sig. Fredag den 2 maj 1980, gives der i Højmark et godt billede af en stor slægt, men også et udtryk for sammenhold - for Bendtsen – slægtsfesten vil nemlig samle 157.
Det er en stor flok, og mødeprocenten er bemærkelsesværdig. 179 kunne der være kommet, men 3 er i udlandet, og 6 er så små, at de har måttet blive hjemme i denne omgang. Kun ganske få har arrangørerne af festen ikke hørt fra ved denne lejlighed.
Men det begyndte altså i Bølling med. Maren og Hans Bendtsen, som satte en stor børneflok i vej. - Hans Bendtsen døde for mange år siden. Maren har fortsat den glæde at kunne følge sine mange børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebarn. Hun bor på alderdoms-hjemmet i Skjern og fylder 93 år den 5. maj.
Maren Bendtsen kommer ikke med til festen, men hud har fulgt tilrettelægningen med største interesse. Og ikke nok med det - »Bedste« har givet sit bidrag til festlighederne ved at skrive nogle erindringer, hvori hun særlig beskæftiger sig med sine børnebørn. Dette vil blive læst op ved festen, og så vil hendes mange efterkommere endnu en gang få slået fast, at ganske vist er »Bedste« lige og hendes interesse for og glæde over store og små er usvækket.
Men åndsfrisk er hun stadig, og hendes interesse for og glæde over store og små er usvækket.
Det er fire børnebørn der fik ide til at samle hele slægten, og denne beslutning fald i god jord hos Maren Bendtsen, et af hendes største ønsker var at familie kunne holde sammen. De fire børnebørn der stod for arrangementet var Bent Olesen (søn af Inger Louise) Inge Halkier Hansen ( datter af Kirstine Halkier), Henning Bendtsen og Else Marie Bendtsen (søn og datter af Peder Andreas).
Det er hos en af hendes egne børn, Morten, det sammen med sin kone Asta, lagger lokaler til festen i Højmark forsamlingshus. Slægtsfesten, som indledes med kaffe. Mens de voksne herefter får lejlighed til rigtigt at hilse på hinanden og få en snak, samles alle børn i hallen til leg og bold-spil.
Et »stamtræ« er lavet til lejligheden, og herpå skal deltagerne . selv sætte fødselsdatoer og årstal.
Højskolesangbogen skal med til middagen og bruges flittigt, og det kunne da også hænde, at en og anden vil sige et par ord. »Bedstes« erindringer vil blive læst op af et af børnebørnene.
Ingen Bendtsen – slægtsfest uden en svingom, så efter middagen spiller Vesterhavs-trioen op til dans.
Foruden sine børn har Maren Bendtsen 48 børnebørn, 55 oldebørn og 4 tipoldebørn og endnu et oldebarn melder snart sin ankomst. Til hver lille ny strikker hun to par bukser, to hagesmækker og et par »pojer«. I massevis af servietter og servietringe hækles i mellemtiden og fordeles rundt i familien. - De køber jo garnet til mig, siger Bedste, som hun kaldes af en del af flokken.
Men det er ikke blot familieforøgelserne, Maren Bendtsen følger med i. En del af de yngre i familien dyrker sport, og selv om Bedste ikke selv har foldet sig ud på håndboldbanen, så ved hun en hel del om den idræt. Efter hver weekend skal hun have resultaterne at vide, og hun bliver noget ked af det, hvis der må berettes om et nederlag til familiemedlemmers hold, og det gælder da ikke mindst børnebørnenes. Men min søn Morten siger, at de somme tider har godt af at tabe, siger Bedste.

Maren Bendtsen´s tale slægtsfesten 2. maj 1980, oplæst af Irma Jensen.
Allerførst en tak til alle, der har haft med dette arrangement at gøre. Det var skønt, at I kunne få så mange af BENDTSEN - familien samlet.

Jeg har fået brev, som jeg har lovet at læse op. Der var godt nok flere betingelser med, men dem har jeg ikke lovet at efterkomme. For det første skulle jeg helst være udklædt, for det andet skulle jeg være skuespiller. Det første ville jeg ikke; det andet kan jeg ikke, for det er en af de ting, jeg ikke har arvet.

Der er nok ingen, der er tvivl om, hvem der har sendt brevet! - Det er vores kære bedstemor

Ja, hun er meget glad for, at vi kan samles; og hun håber bestemt, at det kan gentage sig.

Brevet lyder således:

Jeg sender en hilsen til alle, der er med til festen i HØJMARK i dag. En stor tak til komiteen samt til ASTA og MORTEN, fordi I fandt på at samle slægten

I kikker jer rundt i salen, og tænker hvem er nu det? - og hvem er det? men når I har hørt velkomsttalen, og I nu har nydt Asta s gode mad, så står munden nok slet ikke stille.

Nu vil jeg lige fortælle Jer, hvordan Eders stamfader og jeg modtog alle vore svigerdøtre og svigersønner:

Den første svigersøn, PEDER KNUDSEN, modtog vi med stor spænding, og I kom så glade. Da du skulle af sted igen, husker jeg tydeligt, at pigen lige skulle følge dig på vej. Det blev kun ganske kort, vist over til skoven. Hun sagde: "Uh, det var så koldt!"

En dag kom en ungersvend, PETER JESSEN, - Jeg tror, det var en sønderjyde - på en lille lynvisit; pigen syntes, det var alt for kort. Men så tog du og jeg en lille spadseretur over til Mikkel Frydenborg, og da sagde du: "Jeg kan blive en dag mere!" _ Åh, sikken glæde for den pige.

Der var lige et par, LENE og JENS PEDERSEN, som måtte en tur til Skavenhus for at klare tankerne.

Der var en bestyrerplads ledig i Bølling. Det kunne lige passe for den unge mand, NIKOLAJ OLESEN, nær hos hans pige. Du kom, for Søren skulle med dig. "Blot nu han ikke ville drille!", sagde din pige. Før du skulle komme, skulle alt gøres i orden; for i dit hjem var alt så rent og pænt - ingen fluer - og dem havde vi mange af i Thorbo. Pladsen fik han, til stor glæde for hans pige.

Engang blev det fortalt, at de havde set en af vore piger - helt bestemt - cyklende mod Skjern hånd i hånd med en ung mand, JOHS. BITSCH. Han skulle nok nå toget.

Så tager vi lige et lille hvil:
- Tænker mindet, lader som ingenting, er dog et lønligt kildespring - FRODE LARSEN.

Nu tænker vi, alt kan dog til glæde vendes. Du kom, ÅGE CHRISTIANSEN, var så stille og alvorlig. Men ind kom du, og måske det ikke var nemt at få hilst på den store flok.

Men nu skal I lige høre om en ung mand, JENS BOYSEN, der søgte plads som murer. Han var så glad, sang og fløjtede, fordi købmand Vejs havde en dejlig have, hvori der stod en bænk til to…….. Der kunne han have sin pige i ro.

Så kommer jeg til vore svigerdøtre, måske tænkte man mere derpå. Vor stue var lille og trang - Men aldrig mærkede vi, at det ikke var godt nok. TAK ALLESAMMEN!

Min første, SINNE, mindes vi lige så stille.

En anden manglede en adresse, OLGA, den lå på skrivebordet. Mon det var tilfældigt?

Mon ikke en, MARGRETHE, sendte et telegram til en veninde. Der stod: Elsk din mand og stop hans hoser! Nu tror jeg, hun selv trækker hoser på sin elskede ven, når gigten plager.

Der blev fortalt, at de havde set et forelsket par, HENNY og HANS, der rejste i bil sammen; mon ikke det var til Staby?

Der kom en pige fra Gullestrup, ASTA. Åh, hvor skøn. De tjente sammen, var til gilde sammen; tog tidlig hjem. Ja, de er nu næsten landskendt for den gode mad og gode snakketøj.

Til sidst kommer vi til pigen, ESTHER, der næsten ikke kunne komme ind for bare latter; så hun måtte trækkes ind fra gangen.

Bedstemor ville gerne have skrevet om os alle sammen, men hun har lige nøjedes med et par stykker.

Bedstemor får mange breve, og i familien er der en ung pige, som engang skrev, at hun drømmende havde set ud af vinduet, og fortalte om alt det skønne, som vi kan få at se, hvis vi vil.

En lille dreng sagde engang, da vi sad og snakkede om nogle folk, måske ikke så pænt: "Må de ikke selv om det?" - De ord er så sandt, som de er sagt.

En lille dreng skulle skrive stil. Han valgte emnet: Et gammelt menneske. Det var så passende.

Om vores stamfader kan bedstemor fortælle, at han som 15-Arig rejste til Gram og blev udlært gartner og fik en god anbefaling. Bedstefar rejste til Tyskland for at lære sproget; så det er ingen fremmed efter, de der har rejseblod i årene.

Bedstefar har anlagt mange haver, både nær og fjern.

Bedstemor har også mange glæder; og hun syntes, det er skønt, når de unge i familien kommer på besøg og hvisker en lille hemmelighed - som gør lykke hver gang.

Og så skulle vi alle råbe hurra for komiteen og Asta og Morten